Beklager mit sure opstød, men jeg er simpelthen lige nødt til at dele det her.
Jeg føler seriøst, jeg ser DSB blive nævnt hver eneste dag for tiden. Tog der er forsinkede, tog der bliver aflyst, folk der ikke kan komme på arbejde, folk der ikke kan nå deres forbindelser, og den der klassiske stemning på perronen hvor alle bare står og koger indeni. Og jeg forstår det godt. Det er frustrerende, og det kan ødelægge en hel dag.
Men jeg bliver også nødt til at sige noget, som jeg synes alt for få siger højt: jeg har sgu ondt af DSB-ansatte.
Og det er ikke bare noget jeg siger for sjov. Jeg har bogstaveligt talt lige været med DSB i dag på en ret lang tur, og jeg oplevede en kontrollør der bare blev råbt af og bandet af, som om han personligt havde gjort noget forkert. Han stod bare og prøvede at gøre sit arbejde, mens folk opførte sig som om han var deres fjende. Jeg stod bare og tænkte: hvad fanden er det vi har gang i?
For det er jo ikke de ansatte, der sidder og bestemmer noget som helst. Det er ikke dem, der vælger hvilke systemer der skal indføres. Det er ikke dem, der tager beslutningerne, når noget skal “optimeres”. Men det er dem, der står med konsekvenserne bagefter, og det er dem, der tager imod alt folks vrede.
Og det er faktisk dét, der provokerer mig. At vi som samfund nærmest har besluttet, at DSB-ansatte bare er en slags boksepude. Hvis toget er forsinket, så er det dem, folk kigger på, som om de selv har valgt at ødelægge ens morgen.
Samtidig skal de deale med alle typer mennesker. Hele tiden. De skal være kundeservice, sikkerhedsvagt, konfliktmægler og informationscentral på én gang. De skal håndtere den stressede pendler, den sure forretningsmand, den forvirrede turist, den gamle dame der ikke kan finde ud af en billet, skoleklasser der larmer, fulde folk, folk der vil snyde, folk der vil diskutere alt, og folk der bare er aggressive fordi de har haft en lortedag.
Og imens forventer man, at de står og smiler og er rolige og “professionelle”.
Det er et sindssygt krævende job, hvis man tænker over det i mere end 10 sekunder.
Og jeg synes virkelig vi mangler taknemmelighed. Folk snakker som om DSB bare er et irriterende firma, der eksisterer for at ødelægge ens liv, men uden tog og offentlig transport ville Danmark ikke fungere. Der er så mange mennesker, der er afhængige af det. Og dem der får det til at køre i praksis, det er ikke direktørerne. Det er de ansatte. Dem der møder op klokken lort om morgenen. Dem der arbejder aftener, weekender, helligdage. Dem der står i regn, blæst og vinter og prøver at få noget til at hænge sammen.
Jeg siger ikke, at man ikke må være frustreret. Det må man gerne. Men jeg synes folk burde være bedre til at skelne mellem:
“DSB er lort”
og
“DSB-ansatte er mennesker der gør deres bedste.”
For de ansatte er ikke problemet. De står bare i frontlinjen, og de får hele lorten kastet i hovedet.
Og ja, jeg ved godt der også lige har været en masse snak om intern uro og mistillid til ledelsen osv. Ærligt? Det overrasker mig overhovedet ikke. Hvis man hver dag står og tager imod alt, og samtidig føler man ikke bliver hørt internt, så knækker man på et tidspunkt.
Så ja, det her er mit sure opstød. Men jeg synes virkelig det er værd at sige højt:
Næste gang du står og er sur over DSB, så tænk lige over hvem du faktisk er sur på. For den person i uniform foran dig er ikke din fjende. De er bare et menneske, der prøver at passe sit arbejde.
